Planter, kvinder og ornamenter smyger sig om hinanden i Alphonse Muchas (1860-1939) smukke billedverden. Den tjekkiske art nouveau-kunstner satte sit stærke aftryk på Paris i tiden omkring år 1900 ved at hylde skønheden, ud fra ønsket om at forbedre mennesket og verden.
ARKENs store udstilling udfolder Muchas kunst i al dens bredde med både plakater, reklamer, fotografier, design og smykker. Samtidig præsenteres eksempler på 1960ernes og 1970ernes albumcovers og koncertplakater fra den psykedeliske musikscene, der fandt inspiration i Muchas sanselige og utopiske univers.

Mucha er en central skikkelse i art nouveau; en stilretning der strømmede ind over de europæiske storbyer mellem 1890-1910 og fik indflydelse på både kunsthåndværk, grafik, design, arkitektur og dans. I 1887, da Mucha flyttede til Paris for at studere, var stemningen i byen præget af modernisering og forandring. Ny teknologi som farveprint kombineret med ældre teknikker som litografi, træsnit og radering igangsatte en begyndende masseproduceret kunstindustri. Samtidig skød saloner, teatre, caféer og butiksarkader op i den franske storby, der var en magnet for kunstnere og kreative.
ARKENs udstilling tager sit afsæt i denne ånd af fremtidsoptimisme og pulserende storby.
Den unge art nouveau-generation omfavnede ny teknologi, men satte samtidig skønhed, natur og håndværk i fokus. Mucha ønskede, at naturens åndelighed skulle integreres i en mekaniseret hverdag og skønhedens kraft bredes ud til hver afkrog af byen, hver celle i mennesket. Som en slags skønhedsterapi for folket i storbyen.

Læs mere her