Hvordan laver man et portræt af en, der selv har specialiseret sig i portrætter? Damien Bertrand gør alt det rigtige i sin portrætfilm: Researcher ud i alle kroge, dropper klicheerne og nostalgien og vælger få, men skarpe filmeksempler ud. Og lader så den åbenhjertige kunstner komme til orde.
 
Medvirkende: Annett Wolf, Jacques Brel, Jerry Lewis, Dave Allen, Ingmar Bergman, Jack Lemmon, Ivan Malinovski, Telly Savalas, Charlie Rivel
Originaltitel: Instantanés du XXe siècle : Annett Wolf
Frankrig,2017
DCP, 64 min.
Engelske undertekster
Tilladt for alle

Forestillinger:

lørdag 21.10.17, Kl. 19:15
 
 
Om serien Annett Wolf

Hun har levet blandt vilde ulve, formel 1-racerkørere og sorte bandemedlemmer i Los Angeles. Hun stod for de første farveoptagelser vist på dansk fjernsyn, interviewede som den sidste Elvis Presley og har nærmest egenhændigt defineret ’making of’-dokumentargenren. Og ikke mindst har hun skabt en lang række intense og ofte afslørende kunstnerportrætter.

I hendes selskab lader stjernerne paraderne falde: Jacques Brel ser hende dybt i øjnene, Alfred Hitchcock flirter hæmningsløst gennem et helt interview. Og nyligt afdøde Jerry Lewis skræller sig selv på randen af træthedskollaps – alt sammen for rullende kamera.

Navnet er Annett Wolf.

I 2016 – året hun fyldte 80 år – præsenterede Cinematheque Française en retrospektiv kavalkade af hendes værker (lige i hælene på en Martin Scorsese-ditto), og den 21. oktober er der danmarkspremiere på en helt ny dokumentarfilm ikke af, men om Annett Wolf. Vi glæder os til at vise den og naturligvis introducere publikum for både Annett Wolf og manden bag Cinematheque Françaises retrospektiv og den nye film, Damien Bertrand.

Er den kunstneriske anerkendelse kommet sent, vil Annett Wolfs navn alligevel klinge velkendt for mange, der så fjernsyn i årene 1962-77. Wolf lavede dengang programmer for Danmarks Radio om jazzmusikere, skuespillere, digtere mm., men udfordrede så sig selv ved at blive selvstændig dokumentarist i Hollywood. Med frækhed, grundig research, kvindelig charme og en fænomenal sans for at afkode skuespillere og instruktører vandt hun tillid hos store og små i branchen.

Den franske kritiker Jacques Mandelbaum kalder hende i en rosende artikel i Le Monde for en téléaste, en tv-kunstner. Men med dette håndplukkede udvalg af film vil vi rykke vurderingen en tak opad. Kreativ, kræsen, visionær og vild: Annett Wolf er en kunstner, der fortjener bred og stor anerkendelse. Punktum.