Karen Blixen Museet blænder op for den skønne poetiske film ”Drømmen om en afrikansk nat” under augusthimlen i Blixens egen have. Det fransk-tyske tv-selskab ARTE står bag filmen, som drømmende skildrer Karen Blixens passion for Afrika, hendes tab og skabertrang.

”Græsset var mig, og jeg åndede med nattevinden i træerne,” sådan oplevede Blixen den afrikanske natur. Skønne billeder fra savannen og arkivisk materiale fra safarier indrammes af citater fra Den afrikanske farm. Vi føler pulsen fra storvildtsjagtens rus og bruset fra svæveflyveren.

Instruktøren Elisabeth Kapnist lader Blixens drøm begynde med hendes kærlighed til sin eventyrlystne far, Wilhelm Dinesen. Fascinationen af jagt, krig, litteratur og eventyret – fjernt fra det hjemlige – arver hun fra ham, sammen med et dybt kendskab til naturen.

Filmen er på fransk med danske undertekster og introduceres af filminstruktøren Elisabeth Kapnist. Der vil være et telt og tæpper til rådighed. Man kan medbringe picnic-tæppe og egen mad eller lade sig forføre af caféens filmiske fristelser.


Voksne 145 kr.

Unge (under 25) 120 kr.

Billetter kan købes på https://billetto.dk/da/e/drommen-om-en-afrikansk-nat-billetter-297013/ eller i museumsbutikken